Langt de fleste recepter overføres i dag via Lægemiddelstyrelsens Receptserver, der har været i fuld drift på alle landets apoteker siden begyndelsen af 2007.
I stedet for de "gamle" gule receptblanketter, sender lægen i dag i de fleste tilfælde en såkaldt EDIFACT-recept til den fælles receptserver, som alle apoteker i Danmark har adgang til.
Lægen kan imidlertid på denne EDIFACT-recept - alt efter dit ønske - angive, på hvilket apotek, du ønsker at afhente din medicin, hvorefter en receptkvittering på din medicin udprintes og recepten ekspederes på det valgte apotek.
Hvis lægen ikke har angivet, hvor du ønsker at afhente din medicin, kan den afhentes på et hvilket som helst apotek. Her vil recepten først blive printet ud og ekspederet når du henvender dig på apoteket.
Hvis lægen har ordineret medicin til mere end en gang på EDIFACT-recepten, kan du selv vælge, hvor du vil afhente medicinen de efterfølgende gange - det vil sige, at selvom lægen har angivet, hvor du ønsker at afhente din medicin ved den første ekspedition, "gives" EDIFACT-recepten herefter "fri" på receptserveren og vil kunne ekspederes på ethvert apotek, du måtte ønske - du behøver blot at oplyse dit cpr.-nr., når du henvender dig. Læs mere om receptserveren her: